mandag den 2. maj 2011

Aspargessuppe

Aspargessuppe
Aspargessuppe er en klassisk forårs ret, som jeg er vild med. Jeg tror faktisk, at aspargessuppe er en af de bedste supper der findes. Den er ret enkel at lave og der skal ret få ingredienser til. Hvis man har en god kyllingefond(opskrift på siden) kan det hæve smagsniveauet til det sublime. Det er efterhånden heller ikke en særlig dyr ret, da man i discount butikkerne kan få rimelige asparges til rimelige penge. Man kan også være heldig at komme forbi en indvandre grønthandler, som har et godt tilbud.

Opskrift
Denne opskrift er til 4 personer. Der skal bruges to bunder asparges (med enderne knækket af. Når man skal af med de træede ender, er det bedst at knække dem af, for så kommer det væk som ikke er værd at spise), 3 løg eller 1 porre, 1-1,5 liter kyllingefond, tsk. salt, smør til svitsningen af grønsager, mel eller maizena til at tykne med og fløde eller en fedtfattig erstatning f.eks. lidt creme fine. 
Smelt smørret, svits hakket løg eller porre, tilføj asparges(hver asparges skåret i tre dele, gem nogle af aspargeshovederne til senere) og kyllingefond. Lad det koge ca. 8 minutter(tilføj maizena eller sigtet mel for at tykne). Blend hele molevitten med en stavblender. Min stavblender stod af i gerningsøjeblikket i dag, så nu skal jeg finde en billig ny en. Sig` til derude hvis I kender en god og billig en..
Put nu de gemte aspargeshoveder i sammen med fløden eller creme finen. Lad det simre ca. 6 minutter. Smag til med salt. Nu har den dejligste milde duft spredt sig i køkkenet og suppen er klar til servering.   
Serverings muligheder
Der er mange måder man kan variere aspargessuppe på. Man kan tilføje rejer lige før serveringen, lave et kyllingebryst til, eller helt enkelt croutoner, ristet bacon eller cremefraiche på toppen. Man kan også servere en hel ren portion som forret med lidt brød til.(Se brød opskrift). Jeg har i dag selv spist suppen med ”smilende” æg på toppen og risotto(se opskrift på siden) til fra i går.
God fornøjelse med en af forårets bedste retter
Eva-Andrea

1 kommentar: