lørdag den 7. maj 2011

Tomater - plant dem og du vil ikke fortryde det!

Tomater - plant dem og du vil ikke fortryde det!
Hjemmedyrkede tomater er en absolut luksus og en af årsagerne til at man har et drivhus. Camilla Plum skriver, at man kan så tomater indtil 1. juni. Jeg synes nu, det er lige sent nok i Danmark. Hvis man skal selv-så tomater er det sidste udkald her i start maj og det skal være i en varm vindueskarm eller drivhus. Til gengæld kan man hele maj og muligvis også i juni sætte tomatplanter, lige så vildt man vil. Mit drivhus er nu allerede fyldt med de tomatplanter som der skal være i år. Der er fem købte planter og en som har sået sig selv fra sidste år. Jeg aner ikke hvilken en sort, den selvsåede er, så det er en overraskelses tomatplante.
Tomater er vilde lianer, så tæm dem lidt
Tomater er ret nemme, at have med at gøre. De får ikke rigtig bladlus og de er eksplosive i deres vækst. Tomater er faktisk en lian, og kan derfor blive ved med at vokse i højden(ikke cherrytomater selvfølgelig). Tomatplanter skal derfor have nibbet toppen af i slut august- start september. Dette gør man, for at planterne skal bruge deres krudt på at modne de sidste tomater ikke sætte nye. Derudover kan det være en god ide at nibbe tomaternes sideskud af i løbet af sæsonen(med undtagelse af i starten). Planten bruger derpå deres kræfter på, at udvikle frugter og ikke blade.   
Skimmel og tomater
Tomater kan godt få skimmel, hvis det er meget fugtig. Det betyder, at der skal luftes ud i drivhuset og at når man vander planterne, skal de ikke have for meget vand på bladene. Sidste sommer hvor omkring hele august var en lang sejltur, var det uundgåeligt, at tomaterne fik lidt skimmel. I år håber og tror jeg dog på bedre vejr.
Tomater og jord
Tomater kan også plantes i så poser. Personligt synes jeg bare det er for grimt. I mit drivhus kommer de i jorden og så udskiftes jorden, der hvor de skal stå. Det er vigtigt at udskifte jorden, da der kan være sygdomme i jorden fra forrige år. Det kan altså godt betale sig, at grave sig en øm ryg til… Så får man også trænet ryggen og det er jo også udmærket.  
Tomaterne er tørstige og grådige
Tomater er nogle grådige planter. Derfor skal der tilføjes gødning til jorden, når planten sættes og det kan være en god ide, at tilfører flydende gødning hen ad vejen. Hvis bladene på tomaterne begynder at krølle, er det ofte fordi de har fået for meget gødning. Så skal man bare lade gødningen stå på hylden den næste tid. Dette sker ofte, når der er høj fordampning, altså i en meget solrig periode. Vand er essentielt for at tomater kan leve. De kan absolut ikke lide tørke. De skal have deres daglige dosis vand i højsæsonen. For ikke at glemme tomaternes daglige vand, har jeg i mit drivhus et vandings system som har en masse ”arme” ud til alle planterne i drivhuset. Så pibler vandet frem i små mængder flere gange dagligt. Jeg vil dog tilføje, at tomater heller ikke skal have for meget vand, for det fører til at frugterne ikke smager af meget.
Tomater med sol skader
 Tomatplanter kan også godt få sol skader. Dette sker ofte i glasdrivhuse. Derfor kalker man drivhusets glas til eller sætter noget andet skyggende op. Jeg har et drivhus lavet af plastik og derfor er ruderne ikke helt gennemsigtige. Dette gør, at i mit drivhus bliver tomaterne ikke solskoldede.
Tomater på friland
Man kan også dyrke tomater på friland. Det er dog ikke alle tomater, der har lyst til det skiftende danske vejr. Der er dog vise arter som gerne giver røde lækkerbiskner på friland en sommer, hvor det ikke øser ned i lange baner. Dette kunne være Germini eller Gourmet. Dette er to sorter, som fås de fleste steder, hvor de sælger tomater. De giver begge røde tomater. De er ret lette at have, hvis man ellers man har en syd vent mur, hvor de kan bo. Cherrytomater kan også være en god tomat at have uden døre, da ofte er ret hårdfører og de kan let lige stå i en potte eller krukke. En cherrytomat som skulle være rigtig velsmagende og rimelig let at have er Tiny Tim. Det er ligeledes en sort, som fås i de fleste tomatforhandlere. Hvis man ønsker andre sorter til friland, kan man spørge på sin planteskole.
Med denne lange smøre om tomatplanter og alle de forholdsregler man skal/kan tage, lyder det måske besværligt at have tomater. Men det er det altså ikke, for det er jo en flere måneder lang proces. Så at man lige skal tage bruge nogle minutter et par af dagene på det ene eller andet råd, få det ikke til at føles hverken belastende eller besværligt. Det er bare en del af processen, som fører til de absolut bedste tomater, man kan tænke sig. For jeg mener, at de absolut bedste tomater er ens egne hjemmedyrkede tomater.    
God fornøjelse med de vilde lianer.
Eva-Andrea

Ingen kommentarer:

Send en kommentar