mandag den 18. juli 2011

Hjemmelavet pasta

Hjemmelavetpasta

Hjemmelavet pasta er en unik oplevelse at spise og lave. Når pasta er hjemmelavet smager det bare af meget mere, end det købte pasta. Teksturen i hjemmelavetpasta er også meget anderledes end den købte. Der er mere at tygge i. Så i går besluttede jeg mig til, at udrulle en kæmpe portion.

Opskrift

Denne opskrift er til 3-4 personer.

250 gr. Durummel, 100 gr. hvedemel, 2 æg(gerne økologisk for det giver en bedre farve og økologiske læggehønerne har det bedre, end de ikke-økologiske høner), vand(det er svært at sige hvor meget man skal bruge, men put en spsk. i dejen ad gangen, når du samler dejen) og salt(både til dejen og til kogningen).

Find en stor skål frem til æltningen, for det er alt for besværligt at bruge køkkenbordet, for det skal jo også gøres rent. Put mel og salt i skålen(hold 50 gr. af durummelet tilbage, til senere når dejen skal rulles ud) og ælt det sammen, tilføj nu æggene og ælt dem ind i dejen. Det kan tage lidt tid, at få dejen til at hænge sammen på den rigtige måde. Hvis ikke æggene tilføjer nok væske til dejen, skal der nu lidt vand i dejen. Put lidt i ad gangen og ælt til. Det er en tung dej, men ælt bare videre. Det ender godt, med blød pasta i lange baner.

Udrulning

Man skal være en meget erfaren pastaudruller, for at lave pasta uden en pastamaskine. Det er meget svært og besværligt, at rulle dejen tynd nok ud, uden maskinen.

Når dejen er æltet færdigt, deles den i to og gøres flad med hænderne. Dejen skal have ca. en håndflades tykkelse, når den er klar til pastamaskinen. Rul nu dejen ud på pastamaskinen indtil maskinen er indstillet på en tykkelse 4. Vil du lave båndpasta er det nu du tilføjer pastabåndudskæren til maskinen. Hvis du vil være lidt kreativ og lave sommerfugle og andet i hånden, skal dejen rulles ud, så maskinen er indstillet på 3. Sommerfugle er utrolig lette at lave selv. Skær dejen i aflange firkanter og tryk dem sammen på midten med to fingre og vupti så har man en sommerfugl.

Undervejs er det en god ide, at tilføje duremmel til den udrullede dej. Drys melet ud over dejen, så dejen ikke klister sammen igen. Når man har udskåret båndpasta tager man straks pastaen og vender den i lidt durummel, ellers vil den klister sammen til en stor mærkelig klump efter få sekunder.

Kog pastaen i kogende saltet vand i 1-2 minutter. Hvis det koger længere, vil det blive til en mærkelig babygrøds konsistens.

Holdbarhed

Hvis du har udrullet og skåret for meget dej, kan det puttes i en plastik pose og lægges i køleskabet. Det kan det holde sig ca. 3-5 dage. Men det skal være i en pose, for ellers er det udtørret på et halvt døgn og er stenhårdt. Det kan også fryses, men drys pastaen med durummel, før det fryses.

Jeg indrømmer, at det er besværligt at lave pasta selv, men det smager bare helt anderledes, når det er hjemmelavet. Pasta bliver til en delikatesse, når man laver det selv. Jeg plejer at lave en stor portion, når jeg først går i gang. Så vi spiser pasta i lille uges tid og har rigeligt til frysning.

God fornøjelse med pastaen.

Eva-Andrea


Ingen kommentarer:

Send en kommentar