søndag den 10. juli 2011

Modne tomater og fransk tomatsalat


7. dagen i min tomat og oste uge

Min tomat og oste uge er ved at nå sin slutning. Men i dag fik jeg mig en dejlig overraskelse, som jeg synes afslutter min uge perfekt. Da jeg åbnede mit drivhus i morges og prøvede at få styr på de vilde tomater, opdagede jeg de første modne tomater på min freude tomatplante. De er små, runde og utrolig delikate. De små hjemmedyrkede røde lækkerbiskner er meget bedre, end omkring alle tomater man kan købe. De smager meget mere nuanceret end købetomater.

Jeg har ikke haft Freude tomatplanter før i mit drivhus. Men i år da jeg stod på en planteskole i bagsværd og kiggede kritisk på de små tomatplanter, kom der en kvinde forbi. Hun mente, at jeg da skulle vælge freude tomatplanter. Hun sagde den var god, og en drivhusejer til en anden drivhusejer lyver ikke, tænkte jeg. Ganske rigtigt dette er en fremragende plante, som vil frem i verden og det er nogle delikate tomater.

Til alle jer der ikke nået at have tomatplanter i år, gør det næste år, for det er ret let og planterne giver de lækreste og mest smagsfulde tomater. Jer uden tomater af ejenarvl må være ekstra flinke overfor deres venner og familie med tomatplanter. For så falder der sikkert en skål tomater af til jer i højsæsonen. I tomathøjsæsonen er der så mange tomater, at man som tomatplanteejer er ved at dø af tomatforgiftning. Så for at undgå tomatdøden, kan man ligeså godt være lidt generøs med sine tomater og give nogle væk.

Fransk tomatsalatopskrift

Dette er en opskrift min mor har sendt til mig, fra hendes ferie i Frankrig. Det er meget enkelt og delikat tomatsalat.

Denne opskrift er til 2 personer.

400 gr. små søde tomater, 1 avokado, 1 tsk. salt 4 spsk. ricotta, citronsaft fra en kvart citron og pesto(hjemmelavet eller købt).

Skær tomaterne over på midten, mos avokadoen og bland den med saltet, ricottaen og citronsaften.  Tag to tallerken frem, placer ca. halvdelen af avokado cremen på midten af hver tallerken. Læg tomaterne rundt om cremen. I kanten af tallerknen lægges pestoen. Nu er salaten klar til at blive spist. Salaten er let og frisk i smagen, men mætter godt.

God fornøjelse med tomaterne fremover.

Eva-Andrea

Ingen kommentarer:

Send en kommentar