torsdag den 27. juni 2013

Frisk fisk


-Det er sagen

Det smagte bare skønt og så med den udsigt..
Min kæreste og jeg var på en skøn taverna forleden, som ligger få meter fra havet, da vi var på Lesbos. Man sidder mellem palmer og kan nyde udsigten. Ved tavernaen er der en pool, man frit kan benytte, hvis man skulle få lyst til det før eller efter maden. Spisekortet er typisk græsk, men pasta er dog også en mulighed. Dagens fisk blev mit valg, for når man er så tæt på havet, ville alt andet være skørt.
Jeg blev inviteret med ud i køkkenet, for at få et kig på fisken, der var at vælge imellem den dag. Jeg kunne vælge mellem en dorade eller en bras.
Hotelejeren Aphrodite forklarede mig, at fiskene var fanget om morgenen og de havde hentet dem i havnen i Molivos. Fisken var grillet serveret med en salat og citronsmørsovs. Min kæreste fik græske kødboller med kartoffelmos. Han så glad ud, mens det gled ganske hurtigt ned. Jeg nåede ikke at smage, før alt tallerken blev skrabet med gaffel.
Græske kødboller med kartoffelmos
Jeg fik et glas retsina til maden og det var klart en af de bedre retsinaer, som man kan få. Dette sted kan absolut anbefales. Hotellet hedder Aphrodite hotel og ligger mellem Molivos og Eftalou(for resten kan man bade i varme kilder i E
ftalou og det er vidunderligt) helt nede ved kysten. De har et kæmpe område ved hotellet som er fyldt med palmer, så der er der usædvanligt grønt på denne årstid. Man skal ind i igennem en marmordekoreret reception, forbi et sofaområde, med den slags sofaer man aldrig kommer op af. Derefter er der en glasfacade, som man går igennem og derfra kan man se tavernaen lige ved hotellets store swimmingpool og vandsportsudstyr. Det er et af de få topmoderne hoteller på Lesbos. De har det hele. Men egentlig skal man tage forbi en aften, bare for at få den friske grillede fisk.
Det er en ret som smager lige så godt, som den er enkel. De har også en facebook side, søg på Aphrodite hotel og så kommer de op.

God fornøjelse med middagen.

Eva -Andrea 

onsdag den 26. juni 2013

Langtids-lam

-græsk specialitet


Enkelt ser det jo ud, men smagen er kompleks og vidunderlig
I Grækenland er lam bare sagen. Det fås alle vegne på små som store spisesteder. Lammene er alle steds nærværende, sammen med deres mødre og fædre fylder de op på veje og marker. Deres klokker kan høres i mørket om natten og om dagen nusser de rundt for, at undersøge om der skulle være en grøn plante, som de har overset. I ny og næ går det op for lammene, at de kan strække deres hoveder igennem hegnet til køkkenhaverne. Og så bliver der guflet i store mængder, når dette går op for de græske haveejere, bliver der ikke bare løbet, hujet og råbt, næ nej så bliver der kastet med sten på størrelse med brosten efter lammene. Det er muligvis også derfor, at der bliver serveret lam til middag. En af de bedste måder at tilbede lam på, er langtidskogt i en tomatsovs og det gør man på bedste vis i Petra på Lesbos. Der er et spisested ved navn ”women cooperative”. Kødet er så mørt, at det falder fra knoglerne. Dertil får man en rispilaf, men man kan da også formaste sig til, at købe pommes frites til. Men helt ærligt bed om rispilafen- lam og rispilaf er alt rigeligt. Pomme frites i denne sammenhæng er bare et forstyrrende element i denne sammenhæng.

Lammene man guffer i sig på det spisested, går og græsser i udkanten af byen. Der mellem oliventræerne går de og hygger indtil den dag, at de restaurant-besøgende får lyst til denne noget nært kongelige ret.

Tag forbi kvinde kooperativet og nyd den bedste lam der findes. Det er på første sal på pladsen i Petra. Man skal op ad en trappe som ikke virker særlig velkommende, men når man først er gået der op, er de mægtig søde. De har endda denne hjemmeside: http://lesvos-travel.com/womens-cooperative

Eva-Andrea

mandag den 24. juni 2013

Mad på havet



-bådtur og solnedgang
Smuk udsigt mens vi nød maden

Min kæreste og jeg var på Lesbos i sidste uge. I sidste uge havde jeg derfor en gæsteblogger. I denne uge vil der være gastronomiske rapportager fra øen. Vi har været der før. Men vi har endnu en gang smagt på en masse spændende mad.

Vi havde en solrig og begivenhedsrig Sankt Hans. Vi fik oplevet lidt af hvert, vi var både på bådtur ved solnedgang, hvor vi også lige besøgte en lille bitte ø og fik mad ombord. Derefter var vi i nabobyen Molivos, hvor der er en open air biograf og så var vi lige et sving forbi en full moon fest på stranden, hvor vi også lige fik set et bål. Så det endte med en rigtig skøn Sankt Hans aften med bål, godt selskab, god mad og masser af solskin.

Så var der dækket op med lidt af hvert.
Det ser da skønt ud!
Vi sejlede fra havnen i Petra kl. seks på en lille båd med gennemsigtig bund, så vi kunne se havbunden og fisk flere steder. Vi fik en rundtur på havet, dernæst var vi ude på en lille ø, hvor der er et naturresevat for måger. Vi gik en tur på øen og da vi kom tilbage til båden, var bådens kølebokse pakket ud. Der var dækket op med lidt af en buffet. Der var en grønsalat, agurker og tomater friskt skåret ud, feta, brød, lammesteg og bagte kartoffelbåde. Grønsagerne var fra kaptajnens egen haven og det var selvfølgelig lokalt lammekød. Dertil var der vin, vand, sodavand og ouzo. Det var et festmåltid på den enkel måde og med den skønneste udsigt. Det er en tur, jeg kun kan anbefale. Man får set øen fra havsiden, nydt solnedgangen og bliver fyldt op med god mad. Det koster 20 euro per person og båden går fra Petra havn. Hvis man skulle komme forbi Lesbos petra, kan man reservere turen hos Alex hos ”number one” på ”strandvejen” i Petra. De lejer også biler og cykler ud.

Vi havde en skøn tur.
Eva-Andrea

torsdag den 20. juni 2013

Tandoorilaks

Denne opskrift er oprindeligt fundet i "Suveræne Succeser" af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz, men jeg har brugt den så ofte, at jeg snart betragter den som min egen! Jeg elsker alt med tandoori-krydderi, som de fleste nok kun forbinder med kyllingeretter på indiske restauranter. Men det passer også rigtig godt til laks!


Et par skiver laks dryppes med lidt smagsneutral olie og limesaft. Krydres med salt, peber og rigeligt med tandoori (det smager fantastisk og giver sådan en fin farve) og pyntes til slut med et par skiver lime.
Kom laksen i ovnen ved ca. 200 grader indtil den får en fin farve og spis den med ris og nogle lækre grøntsager eller salat til.
Det kan ikke blive nemmere!


tirsdag den 18. juni 2013

Stegte ris og nul madspild

Hej!
Jeg hedder Tine, og har fået æren af at være gæsteblogger på siden i denne uge. Jeg er Eva-Andreas gode veninde og  - ikke mindst - fast tilbeder af hendes altid lækre mad! Jeg er ikke tilnærmelsesvis lige så kreativ eller lidenskabelig i køkkenet som hun er, men vil dog her prøve at videregive et par af de opskrifter, jeg altid vender tilbage til.

Jeg forsøger altid at bruge de ting, jeg har i køleskabet, for at minimere mit madspild. Og i dag var en lang og hård dag, helt perfekt til at bruge gårsdagens rester til et utroligt nemt måltid!

Jeg brugte
Resten af de kogte ris fra i går
Et æg
Nogle grøntsager skåret i små bidder
Nogle tiloversblevne pølser skåret i små skiver - Her kan man dog bruge hvilken som helst form for kød (vil faktisk ikke anbefale pølser, men det var lige det, jeg havde ;o) )
Krydderier efter smag og behag

Jeg bruner først kødet, hvorefter jeg tilføjer grøntsager og til sidst risen. For at det ikke skal blive for tørt, tilføjer jeg lidt soyasauce, og giver den herefter gas med krydderierne!
Når det hele er næsten stegt færdigt, laver jeg en lille fordybning i maden, så jeg blotlægger panden nedenunder. Heri slår jeg ægget ud, og lader det ligge i et par sekunder, inden jeg rører det hele sammen. Et minut efter maden klar!


Hvis det er for kedeligt, er her til slut blot et eksempel på, hvor fantastisk retten kan se ud. Således serveres retten ofte i Thailand, hvor den laves med kylling og altid akkompagneres af agurk og en frisk skive lime:


lørdag den 15. juni 2013

De første chilier er høstet


Der er ikke så meget at sige, end at kunne høste de første chilier er så skønt. Det er ret tidligt, at høste de første chilier. Det er Espelette, som er den første chiliplante, som giver høst. Den er i fuld gang med at sætte mange flere frugter. Frugterne er dog ikke modne endnu og derfor er de heller ikke stærke. Men de har en dejlig frugt-agtig duft og smag.

Chilierne passer sig selv i øjeblikket. De skal bare have rigeligt vand og så sætter de mange frugter.
Så der går ikke så længe, så kan man høste chilier i mængder. Det er det hele værd.
Hvis ikke du har sat nogle chilier i drivhuset endnu, så kan det stadig nås.


God fornøjelse med den kommende chilihøst.
Eva-Andrea

 

onsdag den 12. juni 2013

Koldskål med hindbær og kokosmælk


- og endda med kakaobønner

Denne koldskål er noget udover det sædvanlige. Den er ret festlig og vil let kunne anvendes som en sommerdessert. Den er smuk og ret elegant i smagen. 

Opskrift på koldskål 

En halv liter kærnemælk, en halv dåse kokosmælk light, 4 ægge blommer, vanilje efter smag, flydende Stevia efter smag, 20 gram kakaobønner ristet i ovnen og knust til små bider og en bakke hindbær.

Bland det hele undtagen hindbærerne. Pisk det hele sammen. Hindbærene skal vaskes og næsten dryppes ned i hver enkel portion.  
Dette er en skøn lille ret, som smager af sommer og indeholder nogle af sommerens bedste bær. Men hvis du ikke lige kan finde nogle gode hindbær, så køb nogle gode jordbær. De kan også anvendes, hvis butikken du er i, hverken har gode hindbær eller jordbær, bør man gå uden at købe noget, for det burde være umuligt på denne årstid. 

God fornøjelse med koldskålen.

Eva-Andrea

lørdag den 8. juni 2013

Krydderier og krydderurter

-Torvehallerne har hvad hjertet begærer 

Jeg var i torvehallerne i dag og på en lørdag skal man være der tidligt, ellers løber man ind i hober af folk. Jeg var der ved ti-tiden og der var ikke alt for mange mennesker endnu.


Jeg elsker kryddeributikken Asa der ligger i torvehallerne, for der har de et kæmpe udvalg af krydderier, en meget køn indretning og en venlig og interesseret betjening. 
Igen i dag kunne jeg få de krydderier, jeg havde brug for. Min mor var også med og skulle fylde sine krydderihylder op. Det blev til Seven spices, five spices, muskatnødder, krydderurtesal og nigellafrø. Seven spices-blandingen man kan få hos Asa, er blandet på den helt rigtige måde. Jeg anvendte denne blanding så sendt som i går i en ekstraordinær hvidkålssalat. Min mor anvender gerne seven spices i frikadeller eller på hakke bøffer. Hvidkålssalaten er med skyr, seven spices, nigellafrø, ristede sesamfrø, knuste ristede kakaobønner og jordbær på toppen. Det er en opskrift som jeg har fra min veninde Lea. Alle krydderierne kan fås hos Asa inklusiv kakaobønnerne. At de sælger Kakaobønnerne er et nyt tiltag og hvor er det skønt. Kakaobønner er også ret anvendelig i f.eks. rispilaf, smoothies, en karry eller en mexicansk mole. Der er mange muligheder med kakao. Asas kakaobønner er rå, økologiske og fra Afrika. 
Nigellafrø er meget aromatiske, de har nærmest en parfumeret smag, så de kan peppe mange retter op. De er dog bedst, hvis de er blevet varmet op - gerne ristet på en pande forstås. I hvidkålssalaten passer de rigtig fint ind. 
Et andet nyt tiltag hos Asa er, at de har urteteer. Jeg er ikke voldsomt glad for urteteer, for de smager oftest af enten tørret mynte eller lakridsrod. Men jeg har hos Asa fundet en rigtig god urtete: citron verbena, som også kaldes jernurt. Den er frisk og citron-agtig i smagen. Den fungere også godt kold som iste, med sødemiddel eller sukker og ekstra citronsmag i form af citronskal. Hvis man ikke lige kommer forbi torvehallerne, kan man købe Asas krydderier på nettet og nåja så har de også nogle filiater i Indien.
  
Krydderurter 

Krydderurter kan man også købe i mængder i torvehallerne. Der er specielt en butik, som har alt i krydderurter, det er C.O. De har alt hvad hjertet kan begærer, når det kommer til friske krydderurter. Deres appelsinmynte og grapemynte er jeg ret vild med. De er begge ret gode til kød eksempelvis i en salat til nogle grillpølser. Derudover har de koreansk koriander(som er en mere levedygtig og udbytterig udgave af
almindelig koriander) og citron verbena i frisk form. De er begge blevet til faste planter i mit drivhus. En plante af hver og man har rigeligt til resten af sommeren. I denne butik har de også en køleafdeling, hvor man kan finde de mest fantastiske æbler, når det er sæson og de mest smagsfulde gulerødder, der kan købes. 


Jeg kom forbi begge butikker i dag og det kan anbefales til andre, som skal have fyldt deres krydderihylder og krukker op.


Eva-Andrea

tirsdag den 4. juni 2013

Gedeostsalat og eget salatbed


-En god frokost

Ja jeg kan ikke påstå, at jeg har opfundet denne salat. Men det gør nu ikke noget, for det er en vidunderlig salat, som passer perfekt til en sommerdag f.eks. til en søndagsfrokost. Det er en salat som er frisk, sprød, let og ligetil.

Opskrift på gedeostsalat

Der skal tre-fire skiver brød med gedeost per person.

Salat(hvis ikke eget salatbed haves, kan man f.eks. købe en blandingssalat som der er på tilbud i Rema i denne uge), krydderurter f.eks. timian, persille, koriander, rosmarin, gedeosterulle(rema 1000 har altid gederuller og de er rigtig gode), bagette(rema har tilbud på små flutes i denne uge), hasselnødder og salatdressing: god oliven olie, citron saft, salt, peber, honning, tørret oregano og chili.

Skær bagettet op i skiver og gør det samme for gederullen. Dæk brødskiverne med gedeost og stil dem i en ovn ved enten 200 grader eller under grill. De kan også tilberedes på en grill, men stil brødene på sølvpapir ovenpå grillen. Hvis brødet skal grilles, kan der købes 9 kilo grillkul til den ringe sum af 75 kroner i Rema i denne uge. Så kan man holde grillaftner langt ud i fremtiden.

Vask salaten og krydderurterne. Klip salaten op i en størrelse, som du synes er rar at spise. Sæt hasselnødderne til at riste på en pande ved højeste varme. Bland dressingen og hæld den over salaten(salaten anrettet på tallerkener) og vend salaten rundt. Når gedeosten er smeltet og ser indbydende ud stilles brødene oven på salaten og når nødderne har fået farve ligges de i køkkenrulle og rulles, så det meste af skallen falder af. De drysses ud over salaten og den kan nydes. Denne salat skal spises med det samme.

Eget salatbed

Denne salat bliver kun bedre af, at man har sig et salat og/eller krydderurtebed. For nu flere salater og krydderurter der er i, nu mere dybde får smagen. Et salat-krydderurtebed kan være på selv den mindste altan eller i en hængende krukke udenfor vinduet. Gå efter pluksalater(fås ofte som frø eller endda som planter i supermarkeder) hvis du ikke har meget plads, for de har størst udbytte. Du kan købe nogle gode krydderurteplanter i supermarkedet. Plant dem ud, men split 'planten' op i mindre dele, for der er så mange små planter i sådan en, at de dræber hinanden, hvis de står tæt sammen. Vand rigeligt den første uge, derefter efter behov og gød løbende med flydendegødning(se vejledning på beholderen). Jorden du skal bruge til dette, kan ligeledes fås i mange supermarkeder på denne årstid. Så er der et salatbed til resten af sommeren. Du burde kunne plukke dagligt af det, efter omkring to ugers vokse tid.

Salaten kan varieres på flere måder, det centrale er grillet gedeost og salat. Det kunne i stedet være med en gedefeta , piccorino, croutoner eller ristede valnødder. Der er mange muligheder.

God fornøjelse med gedeostesalaten.

Eva -Andrea


lørdag den 1. juni 2013

Rabarbersmoothie

-smagen af sommer

Dette er smagen af sommer og det er en god smag. Det er en god måde at anvende de forhåbentlig store mængder af rabarberkompot.

Opskrift på rabarbersmoothie
Dette er til en smoothie.

2 håndfulde rabarber, stevia-sødemiddel i en mængde så det passer til rabarberne, 1 banan, 1 tsk. vaniljepulver og 2 dl. mælk.
Vask og skær rabarberne op i små stykker. Kog dem med sødemidlet eller sukker selvfølgelig. Rabarberne skal have en lidt syrlig smag så de passer til bananens sødme. Blend bananen med vaniljepulveret og en smule mælk. Nu tilføjes resten af mælken og rabarberkompoten. Blend det til du har en homogen smoothie. Den kan nu serveres og nydes. 

God fornøjelse med rabarbersmoothien.

Eva-Andrea