onsdag den 3. juli 2013

Nørrebrobazar

Der er noget at vælge i mellem.
-et madparadis

Da jeg var i Grækenland fik jeg mig en ny madveninde og hun fortalte mig om Nørrebrobazar. Det skulle være et sted med alle mulige og umulige grønsager, krydderier, frugter, nødder, bønner osv. Det sted havde jeg aldrig hørt om og det var en kæmpe mangel. For jeg tog derud i dag sammen med min madveninde og hun viste mig rundt i, hvad der viste sig at være et madparadis.
Alverdens grønsager

Først gik vi igennem grøntafdelingen, hvor vi fandt alverdens lækre grønsager bl.a. små squash på en fingers størrelse(de smager bedst, når de er så små), små auberginer, små orange rødbeder, røde forårsløg, vilde flade ferskner, kinaradiser og små majroer.
Lidt af dagens fangst


Alt på glas, dåser, poser og flasker


Vi gik videre over i tørvarer-afdelingen, hvor alt som kan findes på glas, poser, flaske og dåser kunne findes. Alle slags bønner på dåse eller i tørret udgave, derudover alverdens couscous, ris, bulgur tørret. Der kunne også findes alle slags nødder og tørrede bær. Der var bær, som jeg slet ikke kender navnet på, men som jeg nu skal smage mig igennem. Endvidere var der hylderne
med oliven. Ville man have oliven med rosmarin, soltørrede, sorte, grønne med nødder, i olie eller eddike eller en helt anden slags, så kunne det fås her. Jeg forsøgte mig med nogle soltørrede oliven og de var super gode. De bliver en fast del af mit køleskab fremover. Der var også en masse sirupper, lavet på varer man knap kender. Jeg købte f.eks. johannesbrødssirup. Det er en kraftig og mørk sag, som jeg vil anvende i dressinger. Vi kom også forbi en masse forskellige olier, som jeg aldrig har hørt om før. Der var abrikoskerneolie, laurbladsolie, spidskommenolie, græskarkerneolie og lidt til. Olierne var endda i nogle meget kønne beholder og kunne fås til en tier.

Køleafdelingen og de asiatiske hylder

Vi var også et smut i deres køleafdeling. Der kunne man få i hvert fald de første 20 forskellige slags fetaer af ko-, gede- og komælk. Der var ligeledes mindst syv forskellige yoghurter. At det var tyrkiske ejere sås tydeligt her. Men udover de tyrkiske og mellemøstlige varer var der også to reoler med asiatiske varer.

Krydderierne


Hvis ikke man endnu er blevet fristet til at tage forbi denne bazar, skal man tage et smut forbi bare for deres krydderihylder. Der var en masse krydderblandinger, som jeg ikke lige havde hørt om, men som jeg da skal afprøve. F.eks. købte jeg ”de syv sorte”, kender du måske dem? Det er nogle venner man skal have i sit krydderiskab.



Den marokkanske slagter

Sidst men ikke mindst var der en slagterafdeling, med en meget venlig slagter, som kan skære det meste ud. Der er helt frisk hakket kød og lam i alle udskæringer. Men hvis dette ikke var nok, så var der også en frostafdeling alle mulige slags frosne fisk, kyllinger og hvad ved jeg.
Alt i alt må jeg konkludere, at hvis man er mad interesseret så skal man forbi Nørrebrobazar. Så tak for rundvisningen til min nye madveninde. Jeg bliver helt sikkert fast kunde hos denne bazar. Sidst skal det tilføjes, at deres priser er yderst rimelige. De ligger på fuglebakkevej på Fredriksberg ved fuglebakke station.

Eva-Andrea


Ingen kommentarer:

Send en kommentar