fredag den 12. december 2014

Decemberhøst i nyttehaven

-det er et grønsags-orgie

Ligesom mange andre nyttehave-ejere så er jeg begejstret og overrasket i øjeblikket. Grunden er at man stadig kan høste en masse lækre grønsager og urter i haven. Frosten har ikke været så aktiv endnu og slet ikke i Lyngby, hvor man nyttehave ligger. Det betyder, at man stadig kan høste salater, urter og grønsager i stort omfang. Jeg var i nyttehaven i dag og kunne høste gulerødder, porrer, to slags kartofler, rødbeder, gulerødder, græskar, to slags salater, timian, persille og rosmarin. Jeg elsker, at eksperimentere i min have og synes at det er sjovt, man kan høste selv i løbet af vinteren. I år kan det godt lade sig gøre og det er skønt. Hvis man eksperimentere med dette, skal man dog holde øje med temperaturen på DMI.
Jeg fik også et par lyserøde roser og morgenfruer med hjem. Det var en absolut skøn dog rigelig kold oplevelse.
Så har du en have, så kan det anbefales lige at gå et smut der ud. Der er nok nogle urter der kan høstes eller grønsager der kan trækkes op.

God fornøjelse med decemberhøsten.

Eva-Andrea

mandag den 8. december 2014

Æbleskriver

-nu med æbler

Sådan ser de ud på panden.
Jeg er ikke den store dessert eller kage spiser -indrømmet. Men hvis det skal være, skal det være en dessert eller kage, hvor frugten er i centrum og man bringer alt det lækre frem i det vedhjælp af lidt sukker, smør eller måske fløde.
Samtidig synes jeg, at det skal være let og ikke noget med, at man skal have en hel ”maskinpark” i sit køkken, for at det kan lade sig gøre. Mit køkken er ikke så stort, så en stor ”maskinpark” er ikke en mulighed og så kan jeg også godt lide, at maden er rigelig lige til at tilberede. Indenfor dette koncept passer denne opskrift på æbleskiver. I denne version er æblet bogstavpligtalt i centrum og opskriften er ret enkelt at lave. Derudover får man selvfølgelig nogle skønne æbleskiver. Dog er de ikke kuglerunde, men det må man leve med.

Opskrift på æbleskiver med æbler i
I denne portion er der nok til 3 grådige æbleskrive-elskere og 1 mindre grådig.

2 æbler, 3 dl. Mel, 1 dl. Øl, 1/2 dl. mælk, 1 tsk. kardemomme, 1 tsk. kanel, 2 æggeblommer, 1 knivspids salt, smør til stegning, 1 tsk. natron og evt. revet økologisk citronskal, hvis haves.

Vask æblerne og skær dem i skriver. Skær midten ud, så det er nogle runde skriver med hul i.
Dejen piskes sammen i en skål af mælk, øl, mel, natron, krydderier og salt. Den skal være rimelig tyk, for at hænge fast på æblerne, som en pandekagedej til amerikanske pandekager.
Dyp æbleskiverne ned i dejen, vend dem rundt og steg dem nu på en varm pande med smør.

Denne opskrift er utrolig nem at tilberede og giver nogle rigtig skønne æbleskiver. De kan spises som de er, men man kan også spise dem med marmelade og flormelis. Jeg bagte dem i går til min kæreste. Det endte med at to af hans brødre kom over, og de fik alle spist en hel del æbleskiver.

God fornøjelse med æbleskiverne.

Eva-Andrea






tirsdag den 7. oktober 2014

Hokaidosuppe med nudler

-en oktober favorit

Jeg holder meget af oktober og køkkenhaven i denne måned. Lige før lukketid er der masser af gode tilbud bl.a. masser af skønne græskar, rodfrugter, æbler, urter og dets lige. De kan let trylles om skønne mættende tunge supper, som kan gøre de fleste maver glade. Her er en grundopskrift på hokaidosuppe, man kan også anvende andre græskar og tilføje andre krydderier f.eks. 5. spices.
Det ser da kønt ud!


Opskrift på hokaidosuppe med nudler
Ingredienser: 1/4 hokaido, 2 store kartofler, 2 gulerødder, 4 store tomater, 2 fed hvidløg, chili efter smag, 2 tsk. soja, vand, olie til stegning, nudler(vælg dine favorit nudler) og stegte sesamfrø.
Vask grønsagerne og skær dem ud i store stykker.
Svits hokaido(med skal), kartofler, gulerødder, hvidløg og chili i en stor gryde ved høj varme. Efter fem minutter skrues der ned for varmen til middel og tomater samt vand tilføjes. Vandet skal står op over grønsagerne. Lad supen koge med låg på, til grønsagerne er bløde.
Blend suppen med en stavblender og smag den til med soja og peber. Giv evt. suppen mere vand, så nudlerne har væde at suge til sig. Svits sesamfrøene til de får en god glød.
Suppen kan også serveres uden nudler men med brød til. 


God fornøjelse med hokaidoen og efteråret i haven.

Eva-Andrea

Oktober du er gavmild



Smukke farver.
-køkkenhaven kan endnu
Oktober bliver altid fremstillet som en grå, kedelig, mørk og kold fætter, men det har oktober ikke fortjent. Oktober er faktisk farverig, munter og gavmild. Man kan stadig høste i køkkenhaven, drivhuset, af frugttræerne og i blomsterbedene. Derudover er der farverige blade på de første træer og buske. Denne oktober måned har der endda været solrige dage, for man har kunne sidde udendøre og nyde livet. Der er ofte en smuk tåge og kønne dug-beklædte spindelvæv. Oktober kan faktisk være et ret skønt bekendtskab. Her er en høst fra min have, et bevis på den gavmildhed oktober er. Dette var et lille forsvar for oktober og en opfordring til, at se oktober for alle dens positive sider.

God fornøjelse med oktober

Eva-Andrea

lørdag den 16. august 2014

Bønner og tomater

Smukt ser det da ud!
-farvestrålende høst
Lige nu spiser jeg afgrøder fra haven ved hvert måltid. Både mit drivhus og nyttehave er fyldt med skønne grønsager, urter og frugter, som kan skabe smags-glæde på de fleste tunger og i de fleste retter. Derudover er høsten meget farverig nu, både med mange farvede bønner, tomater og chilier.

God fornøjelse med høst-sæsonen.

Eva-Andrea

tirsdag den 5. august 2014

At skrælde og løgkompot


-nye madeventyr
Jeg har holdt lidt sommerferie og bl.a. løbet nogle gode ture. Jeg var også ude og løbe den anden dag. Jeg kom tilfældigvis forbi et supermarked, som havde en åben container stående ude foran. Jeg er en nysgerrig rad, så jeg kigger ned i containeren. Der var fyldt med kyllinger, æbler, frankfurtere, bananer, poser med løg, pakker med chokolade, pandekager og frugtkasser. Jeg kunne ikke lade være med, at tænke:”shit et overflodssamfund”.

Jeg ende med at tage flere poser med rødløg. Løg kan man jo altid bruge, tænkte jeg. De fire kilo løg var dog lige i overkanten af, hvad jeg og min kæreste orkede, at spise i en nær fremtid. Så min madhjerne kom straks i omdrejninger.

Jeg endte med, at koge en god portion løgkompot. Man kunne tænke, hvad skal man dog bruge løgkompot til?

Men spørgsmålet er nok nærmere, hvordan kan man leve uden? For det er et ret lækkert tilbehør i sandwichs, pitabrød, til kød, grillpølser, i tacos eller til lidt indisk mad. Rødløg er rigtig godt egnede til løgkompot, for det giver en flot rød kompot.

Opskrift på løgkompot
Jeg lavede en stor portion, men man kan lige så godt lave en mindre. Smag dig frem, er sødme-syrebalancen rigtig?

1 spsk. god olivenolie, 16 løg i alle størrelser,5 spsk. Sukker, 1 dl. En frugt eddike, 3 spsk. Honning, timian, rosmarin og salt efter smag (evt. Chili).

Skrald løgene og skær dem i skiver. Steg dem i olien til de får glans, men ikke farve.

Tilføj nu lidt salt, eddike, sukker og en halv dl. Vand. Lad det simre 20 minutter til løgene er bløde. Tilføj honningen og krydderierne. Put nu kompoten på rene atamon skyldede glas. Vupti, nu har man et skønt tilbehør.

Resten af de rødløg jeg fandt, blev til syltede løg. Det er forbløffende let. Til alle dem der ikke har lavet syltede løg, kan jeg kun sige en ting, kom i svingninger! Syltede løg består af løg i skriver overhældt med en varm lage af lagereddike, sukker, salt og peber. Det er lige så lækkert, som det er enkelt.

Efter jeg havde skrældet alle fire kilo løg, fandt jeg et dårligt løg. Men det er åbenbart nok til, at de skulle kasserers. Det er trist med al den madspild.

God fornøjelse med madeventyrene.

Eva-Andrea

Mirakler i køkkenhaven

Her er kartofler, gulerødder, salat og hestebønner fra haven.
-naturens spisekammer
Nu bummer haven af lækkerier, så det er bare om at høste og nyde grønsager, urter og frugter haven.
Jeg bliver så begejstret hver gange, jeg kan høste. Det kommer nærmest som en overraskelse for mig, at det er muligt. Det føles som ren magi, at jeg kan hive lækre gulerødder op ad jorden, plukke sprød salat og grave efter kartofler. Derfor er det som små mirakler, når jeg høster i min køkkenhave i Lyngby.
Igår aftes høstede jeg alt dette.

God fornøjelse med din køkkenhaves mirakel.

Eva-Andrea


onsdag den 11. juni 2014

Aften i haven

Sent igår aftes langsomt begyndte det at blive mørkt.
-Ermelunden
Jeg var i nyttehaven igår aften, der skulle vandes igen. Man kan i øjeblikket vande om morgnen og komme tilbage om aften og jorden vil være helt tør. Så man må derud og vande tit. Der er meget at gøre lige nu og det er ret skønt. Igår aftes da jeg gik hjem fra haven, gik jeg lige rundt om haven og om i Ermelunden, som ligger bag ved. Der er utrolig smukt lige nu, ja faktisk året rundt.

God fornøjelse med juni-haverne.

Eva-Andrea

tirsdag den 10. juni 2014

Hvad kan høstes den næste måned?

-Et overflødighedshorn
Lige nu gror haven hurtigt og der vil om 3-4 uger være mere at høste. Der vil bl.a. være ærter, gulerødder, løg og squash.

Gulerødder og løg
Det kan hjælpe væksten af gulerødder på vej, hvis man ligger fiberdug over nogle uger. Så holder de små planter på varmen også om natten og det holder på fugten i jorden. Fiberdug er utrolig praktisk, for det kan holde på varmen og holde insekter væk, men det er også utrolig grimt.
Gulerødder kan tiltrække fluer, som lægger æg i dem. Man mener, fluen finder gulerødderne ved deres kraftige duft. Derfor er det en god idé, at sætte løg mellem gulerødderne, for de har en helt anden duft. Løgtoppene kan man allerede nu klippe lidt af og anvende i salater. De har en mild løgsmag, som er virkelig god i en kartoffelsalat.

Squash
Små nyhøstede squash er en delikatesse, som man kun kan få ved at dyrke squash selv. Squash er mest optimale at spise, når de er en finger lange. De skal halveres, steges på panden og saltes.
Men der kan være rift om squashplanterne i haven, for sneglene er også rigtig glade for squashplanterne. Det kan forebygges, ved at strø Feramol i en cirkel om planten. Derudover er squashplanter grådige. De skal have rigeligt med vand og gødning i løbet af sommeren. De må ikke tørste, når det er tørt. Lige nu har squashplanterne en overskuelig størrelse, men om en måned vil de være kæmpe store. 

Ærter
Ærter kan man så hele sæsonen, både fra frø eller som små udplantningsplanter. Hjemmedyrkede ærter har en vidunderlig intens smag, som man sjældent kan købe sig til. Derudover kan man dyrke ærter, som man absolut ikke kan købe, jeg har f.eks. sået røde ærter. 
Man kan næsten ikke få for mange ærter, så man kan roligt så en, to eller træ rækker. De skal nok blive spist. Dog skal man være opmærksom på, at hvis man ligger dem direkte i jorden, skal man beskytte jorden med fiberdug eller lignede. For fuglene er virkelig gode til at spotte, at der ligger ærter eller f.eks. bønner i jorden.


Imellem alle de grønsager, man har i nyttehaven, kan man sætte blomster for at skabe mangfoldighed og biodiversitet. Jeg har nogle blomster i min have, men min haveven Pernille, hun har en overdådighedshorn af blomster sammen med sine grønsager og det fungere virkelig godt. Så det skal jeg have mere af, foreløbig har jeg sået en masse honningurt, som er en meget køn blomst, som bierne elsker.

God fornøjelse med haven.

Eva-Andrea

mandag den 9. juni 2014

Besøg i Solsidens nyttehaver

-nye spændende haver

Et af de få fotos, som jeg fik taget af Solsidens nyttehaver.
I øjeblikket vælter alt op af jorden, der er meget at høste, gøre og at nyde i haven. Det er det perfekte tidspunkt, at være i haven på og besøge andre haver. I går blev jeg inviteret til at besøge en nyttehave, som jeg aldrig har været i før. Det var Solsidens nyttehaver. Solsidens nyttehaver er nogle meget smuk nyttehaver, som ligger midt mellem villahaver i Gentofte. Der er lidt over 100 haver og haverne er meget forskellige. Når man går ind af lågen hos dem, er det som at gå ind i en spændende, eventyrlig haveverden. Jeg fik en rundtur af en haveven, Pernille, som har haver derude.
Vi fik os en lang snak om havelivet, frø, roser, stauder, honningurt, gulerødder og meget mere.
Jeg fik taget alt for få fotos af de smukke haver, for vi snakkede og snakkede.
Det er altid dødspændende, at se hvordan andres haver ser ud. Jeg håber, at jeg får mulighed for, at se flere haver i år.

God fornøjelse med nyttehaverne, rosenhaverne, køkkenhaverne, prydhaverne, skærehaverne og alle de andre haver derude.


Eva-Andrea

søndag den 8. juni 2014

For-sommer i drivhuset

Jeg har nu plukket de første grønsager fra drivhuset. Det blev agurkerne, som først kom over målstregen.

Chilier i drivhuset
Mine chiliplanter er også rigtig godt i gang med at sætte frugter. De største frugter er et par cm lange, men er stadig umodne. Jeg har virkelig lyst til, at plukke chilierne og spise dem allerede nu. Men jeg lader dem sidde, så de kan gro og modne. Jeg forventer, at de er klar til at spise i slutningen af juni.
Chiliplanterne skal man passe på i år, grunden er, at det virker til at blive et bladluse-år. Jeg har allerede set mange bladlus på frugttræer og utrolig mange mariehøns. Mariehøns elsker bladlus, så er der mange mariehøns, er der mange bladlus. Bladlusene har ikke bevæget sig ind i drivhuset endnu, men man skal være opmærksom. Bladlus elsker chiliplanter og de kan tage livet af en chiliplante. Hvis chilierne får bladlus, skal de flyttes ud af drivhuset -det er derfor de skal vokse i krukker. Udenfor drivhuset sprøjtes de med en blanding af vand, sulfo og sprit. Lad blandingen sidde på 15-20 minutter skyl det så af med en vandslange. Dette er en effektiv måde, at bekæmpe bladlus på ligegyldig hvilken en plante de bor på.

Tomaterne vokser
I begyndelsen af juli vil de første tomater være klar til, at blive høstet. Mine tomatplanter har sat tomater, men de er langt fra klar endnu. De er små og grønne. Så der er stadig ventetid, men lige pludselig eksplodere drivhuset og så kan man høste kilovis af tomater og spise alle de chilier ens tunge kan tåle. Tomaterne skal den næste tid have rigeligt vand og i slutningen af juni kan man regne med, at skulle nippe siddeskud af. Tomaterplanter er ellers nogle ret nemme planter, at have i drivhuset.

God fornøjelse med forsommerens drivhus.


Eva-Andrea

lørdag den 7. juni 2014

Kartofler i haven og i køkkenet

-sommer i nyttehaven
Nu er sommeren over os og der er hele tiden noget at gøre i haven. De næste måneder, skal der lues, vandes, gødes, høstes og sås i haven. Det er en vidunderlig fornemmelse, at der hele tiden sker noget nyt i køkkenhaven både i mine bede og drivhuset.

Hvad kan høstes nu?
Nogle af første grønsager, som man kan høste fra haven er kartofler. Men kartofler er ikke bare kartofler, for det første er nyhøstede kartofler smagsmæssig en helt andet oplevelse, end kartofler som har ligget på køl i flere dage eller uger. Kartofler indeholder sukkerstoffer, som omdannes kort tid efter de er blevet hivet op ad jorden. Kartofler skal smagsmæssige årsager helst spises indenfor en time efter de er kommet op af jorden.
Kartofler med alt godt fra haven.
For det andet afhænger kartofler meget af sort, da der er mange forskellige former og farver. Der findes store, små, runde og aflange kartofler. Derudover er der gule, hvide, lyserøde og lilla kartofler. Kartofler er et helt univers for sig selv.

De første kartofler kan høstes nu og spises i alverdens kartoffelsalater til grillpølserne eller måske til Sankt Hans.  

Hvornår skal man høste sine kartofler?
Denne uge er jeg blevet spurgt her på bloggen, hvornår man skal høste sine kartofler. 
Kartoffeltoppene skal gerne have blomstret af. Derefter burde kartoflerne under jorden være klar til, at blive høstede. Men man kan også lige prikke i jorden omkring toppen med en finger. Hvis man støder på store kartofler under jorden kan man forsigtigt, grave dem op, men lade planten stå, så den kan vokse videre og give flere kartofler. Det er en løsning, som jeg har benyttet mig af flere gange.

Kartoflernes fjende nummer et
Kartoflernes fjende nummer et er kartoffelskimmel. Hvis man har en nyttehave, som jeg har i Lyngby, får man let kartoffelskimmel, for det smitter utrolig let. Hvis først en have har det, smitter det til den næste og den næste ovs. Man kan kun forebygge kartoffelskimmel på én måde, man skal tage toppene af. Når man hører at nogen i nyttehaven har kartoffelskimmel, så er det bare at skære kartoffeltoppene af. Kartoflerne kan sagtens blive i jorden uden deres toppe, men de vokser ikke.

Opskrift på kartoffelsalat med alt godt fra haven
Kog kartoflerne omkring 10 minutter, hvis de er små og nye. Imens de koger blandes en dressing af 2/3 del olivenolie og 1/3 citronsaft, salt, peber og sukker(smag til hvor meget, du synes der skal til). Vask en god blanding af forskellige salater fra haven, purløg, løgtoppe, hvidløgstoppe, rosmarin, timian eller hvad man nu kan lide og har i haven. Lige nu er der også masser af purløgsblomster og de er meget kønne i en salat.
Urterne skal hakkes meget småt. Bland dressingen, urter og salaten. Når kartoflerne er kogte hældes vandet fra. Mens kartoflerne stadig er helt varme, blandes de med resten. Når de er varme, tager de bedst imod dressingen, så dette er vigtigt.
Dette er en let kartoffelsalat og kan være et dejligt modstykke til en mayonnaise tung kartoffelsalat.

God fornøjelse med dine egne kartofler.

Eva-Andrea

  

mandag den 2. juni 2014

De første kartofler

-smagen af dansk sommer

I øjeblikket er der mange af " de første". Det er en vidunderlig fornemmelse, at der sker noget nyt i naturen og køkkenhaven hele tiden. Nu blev det tid til de første kartofler.

For tre dage side høstede jeg årets første kartofler. Det er absolut skønt, at grave rundt i den mørke muld med hænderne og pludselig dukker der nogle små lyse kartofler op.
De var ikke store, men meget fine, med en tynd skal og en helt lys farve. Egne kartofler er en af største glæder, ved at være køkkenhave dyrker.

God fornøjelse med sommerhaverne.

Eva-Andrea

fredag den 30. maj 2014

De første tomater og første chiliblomster

-En god fødselsdagsgave
De første tomater er altid lidt ekstra smukke...

For et par dage siden havde jeg fødselsdag og jeg fik to gaver af mit drivhus.
Jeg opdagede først, at en af mine tomatplanter havde sat de første tomat. Det er en af de tomat-planter som jeg er så heldig, at have fået af en haveven i Skovmosen nyttehave. Det er en sund og god plante, jeg har adopteret. Nu er det bare at vente, på at tomaterne vokser og modner. Jeg glæder mig allerede.
Men det var ikke den eneste fødselsdagsgave fra mit drivhus. Flere af mine chilier blomstrede også med hvide blomster. Jeg har nippet de første 7-10 blomster, så disse blomster bliver til frugter og det sker forhåbentlig snart.
Jeg glæder mig til, at denne blomst er blevet til en frugt.

I sidste uge fik jeg en aji bonito af min bror, men resten af chilierne har jeg haft fra frø. Alle er kommet i drivhuset og de er faldet godt til. Det er måske lidt tidligt, men det er gået godt alligevel, for maj har jo været varm.
Jeg har altid chilier i krukker, det har jeg også i år. Grunden er at chilier let får bladlus. Hvis de er i krukker, er lusene nemmere at bekæmpe. Så tager man dem ud af drivhuset og sprøjter dem med sæbevand og derefter almindelig vand.

God fornøjelse med drivhusene i det ganske land.

Eva-Andrea

mandag den 26. maj 2014

Årets første agurkeblomster

-og de første agurker
Så smukke de første blomster er.


Så er det sket, de to agurkeplanter jeg satte i drivhuset i slutningen af april, har begge sat blomster og frugter. Det er et skønt syn, det er et syn jeg har ventet på siden sidste efterår. Hjemmedyrkede agurker smager helt anderledes end købte og slår dem med flere længder. Hjemmedyrkede agurker indeholder også mindre vand end købe agurker.

Hvordan dyrkes agurker?

De er oftest ret lette at have, de skal bindes op, vandes men endelig ikke på selve planten og gødet lidt. Man kan nippe blade af, for at skabe luft rundt om planten. Jeg synes dog ofte, at det ikke det er nødvendigt. Agurker kan få lidt gulige blade, men det er ofte fordi de ikke får gødning nok. Giv den lidt gødning og det har det bedre på et par dage.

Hvad gør man med agurkeskimmel?


Agurker kan jo få skimmel, der kan man ikke gøre det store. Jeg har dog hørt, at hvis man plukker alle bladene af, så vil de nye blade ikke have skimmel. Det kan dog sætte agurkens vækst midlertidig i stå.

Agurker kan også dyrkes på friland i et varmt hjørne. Men køb en sort som kan tåle at stå ude.


God fornøjelse med agurkerne.

Eva-Andrea

torsdag den 22. maj 2014

”Smagen af chili”

-Bogen til enhver chilielsker

Denne bog skulle jeg have haft fingrene i, da jeg begyndte min interesse for chilier. Der er al den viden som en engageret chilidyrker, chilielsker og chilinyder vil have og har brug for af viden. Man får serveret det hele i denne bog.
Jeg er sjældent grådig, men når det kommer til viden, om de planter jeg elsker og dyrker, så sluger jeg viden og bøger grådigt. Jeg vil så utrolig gerne vide noget mere og er så utrolig nysgerrig. Men denne bog kan faktisk stille min sult, når det kommer til viden om chilier. Det er ikke så mærkeligt, at det er lige netop denne bog. For bogen er skrevet af Lene Tvedegaard, som har Toftegården Gartneri. Hvad denne kvinde ikke ved om chilier, er ikke godt at vide. Hun har bare styr på det. 

Det er en bog, jeg vil have i mange år og vende tilbage til, når jeg vil genopfriske min viden og har brug for at slog noget op. Der er chiliens historie, hvordan den kom til Danmark, sundhed, fakta om styrker, sorter og aromaer. Derudover er der forskningsstudier, opskrifter, tegninger og fotografier af chilier. Det er alt man kan ønske sig at vide om chilier.
Det er kort sagt en vidunderlig bog om chilier og deres fortræffeligheder. Jeg kan anbefale denne bog til alle med den mindste interesse for chilier. Dette er den perfekte gave, hvis man har en ven eller veninde, som har nogle chiliplanter i vindueskarmen.



God fornøjelse med ”smagen af chili”.




Eva-Andrea

tirsdag den 20. maj 2014

Rhododendronbuskene blomstrer

-De er tidlige på den

Rhododendronbuskene blomstrer kriminelt tidligt i år. Det er lidt problematisk ja næsten kriminelt, synes jeg sådan helt personligt. Selve blomstringen er der ikke noget galt med, sagen er den, at jeg har fødselsdag i slutningen af maj. I slutningen af maj plejer der være blomstrende rhododendronbuske, de plejer at være på deres absolutte højdepunkt lige der. Men sådan bliver det ikke i år, rhododendronbuskene er nemlig i fuld flor lige i dette øjeblik. De har blomstret siden begyndelsen af maj, nogle buske er endda blomstret af. Men ligegyldig hvornår de blomstre, er de så utrolig kønne, så helt kriminelt er det ikke.

God fornøjelse med alle de blomstrende buske nu.


Eva-Andrea

lørdag den 17. maj 2014

Dagens grønne indslag

Det ligner jo meget en tomatplante...
-Pæremelon/pepino

I år skal jeg prøve noget nyt i mit drivhus. Det er den såkaldte pæremelon, som smager af en mellem ting mellem pære og melon. Men faktisk er planten ingen af delen, den er i familie med tomaten, altså er det en natskyggeplante. Dens frugter ville passe perfekt ind i en 70´er palet, med sine lilla og gule farver. Når planten bliver stor nok, skal den bindes op som en tomat, det varer dog lidt. Planten stammer fra Andesbjergene og skulle være god med citronsaft og sukker. Jeg glæder mig til at smage.

God fornøjelse med de eksotiske planter i de danske haver.


Eva-Andrea

fredag den 16. maj 2014

Tomater i drivhuset

Nybegynder i drivhuset
- fra forår til forsommer

Nu er det magiske øjeblik her, foråret er nu officielt gået over i forsommer. Hvordan ved jeg så det? Jo det er let nok. Tomatplanterne skal i drivhuset nu, det er startskuddet for sommer i drivhuset. Det er der flere grunde til. For det første er tomatplanterne i min vindueskarm efterhånden for store til deres halve mælkekartoner. For det andet så er drivhuset rigeligt varmt nu. Jorden er varm og nætterne derinde har også den rette temperatur. Så går begyndte udplantningen, de første tre kartoner med tomater blev tømt og planterne blev sat i drivhuset.

Husk at vand
Før man sætter tomaterne ud skal de vandes rigeligt. Når tomaterne er blevet klemt ud af deres kartoner og gravet ned i noget gødet jord, skal de så have rigeligt vand igen. De
Agurken i drivhuset
tte er vigtigt, for de små tomatplanter ligner måske kæmper i vindueskarmen, men i drivhuset er de altså nybegyndere. De skal lige vende sig til de nye omgivelser, så man skal hjælpe dem lidt på vej med rigeligt vand, gødning og god jord.

Agurker i drivhuset
I slutningen af april, var jeg så våget at jeg satte agurker ud i drivhuset. De har det faktisk ret godt, De vokser ikke så hurtigt lige nu, men har sat mange blomsterknopper, så jeg tror de trives.

God fornøjelse med drivhusets glæder.

Eva-Andrea


onsdag den 14. maj 2014

Dagens grønne indslag

Vilde valmuer på øen Lesbos.
- valmuer
Jeg er havedyrker og er ivrigt optaget af urter, grønsager, bær og frugter. Men ved ikke så meget om blomster, jeg synes bare det er nogle smukke nogen som jeg har lyst til at plukke og putte i en vase. Men valmuer dem er jeg vild med.
Jeg elsker valmuer i haver og jeg elsker dem i hegn og krat. Valmuer har en utrolig mangfoldighed i både former og farver. Samtidig er det en skrøbelig plante som ikke rigtig kan plukkes.
I min nyttehave er der en del valmuer som sår sig selv og jeg lader nogle stå, de har faktisk fået en halv række. Dog er de danske valmuer ikke sprunget ud endnu, så denne valmue er fra Grækenland hvor de står i alle vejkanter i øjeblikket. Det er et utrolig smukt syn.

Eva-Andrea

tirsdag den 13. maj 2014

Dagens grønne indslag

-Klematis
Som noget nyt på bloggen, vil jeg introducere "dagens grønne indslag". Her om sommeren sker der så meget i haven, så jeg kan ikke nå at skrive lange indlæg om det hele. Så "dagens grønne indslag", er en kort update på hvad der sker i haven, med et foto af blomster, grønsager, urter eller frugter.
Nu er sommeren i fuld gang i haven, selvom det er lidt gråt udenfor. Alt springer ud og hele klematis hækken er sprunget ud, som en mur af blomster. Det ser fantastisk ud og kan kun glædes over sådan et syn. Klematisen har været mange år om at blive så stor og frodig.

God fornøjelse med havernes frodighed.

Eva-Andrea

mandag den 12. maj 2014

Syrenerne er sprunget ud

En grussti i Grækenland
-En uge væk og naturen sprudeler
Jeg har lige været et smut i det græske, hvor alt er grønt nu og der er blomster i alle vejkanter. Der er åløb alle steder med frodige grønne kanter. Det er som den danske juli måned og køkkenhaverne er i fuld gang.
Man bliver næsten helt misundelig, når man ser aubergineplanterne i køkkenhaverne stå og stritter med bladene mod himlen. Men det er der ingen grund til, for den danske natur er også i fuld gang og har fart på. En uge væk og syrenerne er sprunget ud alle vegne i
En syrenbusk i Vangede
hvid, lilla og funcha farver. Jeg elsker syrener, de er så enkle og alligevel så overdådige. De vælder udover hegn og fortorve med deres regntunge blomster. De dufter meget intenst og bare en lille buket kan få ens stue til at dufte af forsommer. Det er ret vidunderligt, at så meget kan ske på en uge.


God fornøjelse med forsommeren.


Eva-Andrea

Eksotiske træer på Lesbos

Et af de mange vilde figentræer med mange frugter.
-vilde figner, mystiske morbærtræer og silkerose træer


Jeg er endnu en gang på Lesbos. Faste læsere vil vide, at her har jeg været nogle gange. Maj måned er den smukkeste for alt er grønt og der er blomster alle vegne. Vejret er dog lidt ustadigt, jeg nyder dog alligevel at være her. Jeg nyder duften af blomster, figentræerne med deres tunge duft og sæsonens første figner og duften af salt hav. Jeg nyder lydene af geder som går stille rundt i det høje græs, duernes forårslyde i det nærmeste fyrretræ og den næsten konstante lyd af den lokale klingeklange musik. Jeg holder af den stærke smag af hvidløg i tzatzikien, yoghurtens helt rigtige syrlighed, den bitre og baske frappe. Landskabet er på mange måder helt anderledes end i Danmark. Der er f.eks. mange eksotiske træer både vilde figentræer og granatæbletræer, citrontræer, clementintræer, appelsintræer og mange flere.

Mystiske morbær og silkerosen træer


Det er fantastisk med denne frodige mangfoldighed. Nogle steder er der stadig citroner og appelsiner på træerne. Granatæblertræerne har lige nu orange blomster, som ligner de er lavet af plastik.

Jeg har flere steder set træer med lyse bær. En god veninde som har stor viden om planter, fortæller at det er en form for morbærtræ og de har meget søde saftige bær. Der var ofte en mor og hendes lille søn forbi for at spist bærrene direkte fra træet. Men de fleste grækere virker ikke til, at lægge mærke til træet. De er mere begejstrede for blomstrende træer. En del steder står dette træ i for haverne. Her var min veninde behjælpelig igen. Det er et meget velduftende træ, en duft som minder om jasmin. Det er et silkerosen træ og utrolig kønt.

Alt i alt var det en meget spændende ferie både på plante og madfronten. Lesbos er en ø, som altid fyldt med inspiration og velvære.

God fornøjelse med de inspiration til forårshaverne.

Eva-Andrea


lørdag den 3. maj 2014

Grillaften og isdessert

Isdesserter  med lange skeer fra Rice
-Lad sommerens grillaftener begynde
Jeg bor i forstaden Vangede og her kan man dufte, når det er blevet forår og sommer. Det er ikke duften af blomstrende buske eller frugttræer. De er ikke altid sprunget ud, når denne duft bølger udover hækkene. Denne duft der møder en på fortorve og gadehjørner i Vangede en kold forårsaften, er duften af grillkul. Når de første solstråler rammer os i begyndelsen af april, så skal man holde på hat og briller, for så har man travlt. Vangedeborgerne springer i supermarked efter kul, grillen bliver hivet frem og fluks skuret ren. Nu skal hele køkkenets ingredienser grilles og det kan kun gå for langsomt.
Vi fulgte denne skik i går og fik endda nogle venner til at deltage i forstadens forårsritual. Vejret var ikke varmt nok, til at sidde ude og spise, men her skal man følge skikken, for vejret skal ikke forhindre os danskerne i at grille. Vi grillede, tog et glas imens og vandrede derefter op og spise vores grillede bøffer i den varme stue.

Efter grillmiddagen stod den på isdessert. Jeg er ikke den store dessert spiser, men skal det være rigtig dessert. Så er is i min verden en sikker vinder, men det skal være en is, hvor nogen har gjord sig umage med den, både med hensyn til de ingredienser der er i og med hensyn til smags sammensætningerne. Vi nyd derfor Peters Is. De har flere gange vundet blindsmagninger, deres is er økologiske og de anvender fair trade ingredienser. Peters Is er lige kommet ud med fem nye varianter. Chokolade, vanilje, lakrids- hvidchokolade, hindbærtrifli og blåbærtærte. Vi anrettet isen i høje isglas. Sådan synes jeg is spises bedst, sådan anrettet min mor altid is og nu har jeg fået isglasene. Der var en kugle af hver is i hver og lidt granatæblekerner på toppen, jeg smagte hos min kæreste. Vi var alle meget begejstret for lakridsisen. Den var vi enige om, at den virkelig kunne noget ekstra.
Jeg er glad for lakridsis, men ofte kan de have en ubehagelig mynteagtig bismag, jeg ikke kan lide. Men denne lakridsis, var bare behagelig og lige i øjet. Isen havde også en behagelig cremet konsistens og tøede hurtigere op end de andre isvarianter.
Vaniljeis kan være en trist erfarer med en sprittet bismag, men denne udgave havde en kraftig og aromatisk vanilje smag. Den havde en god konsistens og jeg er sikker på, at hvis man kombinere en kugle af denne med sommerens rabarberkompoter, frugttærter, frugtgrød eller pocherede frugter, så har man en dessert, som nogle øjeblikke kan gør folk glade og tilfredse med livet.
Hindbærtriflien var ret vild og kunne sagtens stå alene en anden gang. Vores isdesserter var ret skønne og kan anbefales, til en festlig grillaften i forstanderne. Peters Is sælges i Irma og nogle Superbrugsen og Kvikly butikker.

God fornøjelse med grillaftenerne og isdesserterne.

Eva-Andrea




fredag den 2. maj 2014

Grøntsagssuppe og stenalderbrød

-stenalderbrød er godt madbrød
I går stod den på grøntsagssuppe hos mig. En gang grønsagssuppe kan jeg næsten altid spise og i går blev den serveret med stenalderbrød.
Før igår havde jeg aldrig smagt stenalderbrød før, jeg synes egentlig det var noget mærkelig noget. Men jeg blev positiv overrasket. Denne brødtype egner sig rigtig godt, som madbrød til f.eks. en portion grøntsagssuppe.
Normalt ville man drysse noget sprødt på en grøntsagssuppe, men i stedet kan man med fordel spise stenalderbrød til. Det er sprødt, har en nøddeagtig smag og samtidig er der protein i, da man anvender æg som bindemiddel.

Grønsagssupper er en ret, som kan spises året rundt. Her om foråret, kan man anvende urter fra haven eller naturen. En god brændnældesupper er noget af det bedste, man kan spise på en kold forårsdag.

Opskrift på stenalderbrød

Jeg anvendte en stenalderbrød blanding fra Svansø. Denne blanding gjorde det utrolig let, at bage et brød, det tog omkring 2 minutter at forberede og dernæst en time i ovnen.

En stenalderbrød blanding fra Svansø eller mindst 5 forskellige frø, kerner og nødder, 2 tsk. salt, 5 æg, 1 dl. vand eller olie.
Pisk æggene sammen i en stor skål, ned med blandingen og saltet og pisk det sammen. Hæld det nu i en rugbrøds form, det skal have 160 grader en times tid.

Der stod 1 dl. olie brødblandings opskrift. Men det er umuligt for mig, at følge en opskrift uden lige at ændre lidt. Så jeg anvendte 1 dl. vand i stedet. Brødet fungere godt uden olien.

God fornøjelse med grønsagssuppe og stenalderbrød.


Eva-Andrea

onsdag den 30. april 2014

Blogger og nu haveskribent

-To artikler i "Huskhaven"

Tidligere på foråret blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at skrive om mad og have i det online gratis havemagasin "Huskhaven". Det er et magasin som kom til verden sidste år og som handler om haven og dens fortræffelig heder. Vi er bl.a. et par bloggere, som skriver fast i magasinet.
Jeg har i denne måned skrevet om, hvordan jeg kom til at holde af skvalderkål og ramsløg og hvordan disse to urter anvendes bedst i haven. Derudover anbefaler jeg et forårsfestmåltid, som fejre alle de kønne urter der vrimler op af jorden netop nu.
I dette nummer er der også tips til bekæmpelse af ukrudt, bihold og hønsehold. Her er et link til magasinet: http://huskhaven.dk/havemagasinet/

God fornøjelse med "Huskhaven".

Eva-Andrea

tirsdag den 29. april 2014

Radiser, klematisblomster og vinplantespirer

-forsommer i april
Det er da ret smukke radiser.

Kalenderen viser slutningen af april, men naturen opfører sig som om, det var i slutningen af maj. Jeg har hivet de første radiser op i dag, de er både lyserøde og mørke lilla.
De blev sået tidligt i mit drivhus, derfor kan de allerede høstes.
Kirsebærtræerne og rhododendronbuskene blomstre alle. Mirabeltræerne er afblomstret, for de satte allerede blomster i slut marts. Kort sagt er det et skønt forår, man kun kan glæde sig over.
En fin lille kartoffelspire



Den første kartoffelspire
I weekenden lagde jeg kartofler i nyttehaven. Det er alt for sent i forhold til, hvor godt vejret har været, det er jeg klar over. Men sådan er det blevet, tilgengæld har halvdelen af kartoflerne fået fiberdug, så de bedre kan holde varmen og udvikler sig hurtigere. Så min optimistiske prognose siger, de første nye kartofler kan høstes i midten af maj.
Dog står der en spirede kartoffel i mine forældres have. Der sat jeg nemlig en lille portion kartofler i begyndelsen af april. Det er spændende, hvor der kommer kartofler først.



Vinplantespirer og klematisblomster
Vinplanten på terrassen er allerede i gang med at springe ud, det selvfølgelig tidligt, lige som resten af naturen. Vinplanten giver store mørke druer, de modner ikke hvert år, men sidste år gav planten flere store klaser. Man skal lue ud i klaser og blade i løbet af sommeren.
På terrassen er klematisen også begyndt at blomstre, den har smukke sart lyserøde blomster. Det er et forår, som man kunne forveksle med forsommer.



God fornøjelse med det skønne forår.



Eva-Andrea


mandag den 28. april 2014

Havemarkeder

-Forår, grønne spirer og såning
I denne weekend har foråret føltes som sommer. Det har været 20 grader og solskin. Derfor har jeg også været i nyttehaven nogle timer og på plantemarked i Lyngby. Plantemarkeder er en skøn ting, her kan man finde alverdens planter, som har begyndt livet i varme vindueskarme rundt om i danske hjem. Derudover er små forhandlere af speciel planter f.eks. biodynamikker og haveblogger. Det er oftest folk med en passion for have. Der er ofte en masse specielle blomster, frugtbuske, frø og tomatplanter. Her kan man gøre et fund, man kan få fingrene i planter, der ellers kan være svært at finde på planteskolerne og som slet ikke eksistere i supermarkederne. Det kan stærkt anbefales, hvis man er ”plante-fil.
Jeg er blevet medlem af foreningen ”Frøsamlerne”, de er tilstede på havemarkeder i hele landet, her er nogle datoer til den nærmest fremtid:
  • Lørdag 3. maj - Plantemarked på Gimsinghoved i Struer
  • Lørdag 3. maj - Haveloppemarked på Hvidkilde Gods v/ Svendborg
  • Lørdag 10. maj - Havedag på Tagterrassen i Vanløse
  • Søndag 25. maj, Plantemarked i Medicinhaverne v/ Tranekær Gods, Lolland
  • Søndag 25. maj, Fuchsiaklubbens Plantemarked i Faxe
  • Lørdag-søndag 31. maj-1. juni, Frederikshavn, Blomsterfestivalen, Bangsbo Botaniske Have
  • Søndag 1. juni, Botanisk Haves Dag i København
  • Lørdag 14. juni, Havemarked i Østre Anlæg, Aalborg
  • Søndag 15. juni, Havedag på Karensminde Museumsgård, Grindsted (nær Billund)

God fornøjelse med plantemarkederne.



Eva-Andrea

torsdag den 24. april 2014

Himlens hindbærmarmelade

-Svansø og Anne Hjernøe
I går var det en solrig morgen og jeg cyklede rundt inde i København, mit mål var Orangeriet i Kongens have. Jeg havde dog taget fejl af adresserne og endte i en opgang i prinsensgade, men jeg skulle til prinsessegade. Jeg havde absolut ingen anelse om hvor prinsessegade var og min mobils internet virkede ikke. Jeg løb heldigvis ind i en sød bebrillet mand, der kunne læse den lette panik i mit ansigt og roligt sagde:”Du, det er lige i nærheden. Ned til Kongens Have og så er du der næsten”. Jeg trampende
hårdt af sted på mit grønne lyn af en cykel og mødte endnu et sødt menneske, som absolut mente, at jeg var på rette vej. Ganske rigtig var jeg lidt efter i Orangeriet.
Straks jeg trådte ind af døren, faldt roen over mig. Det er et meget smukt og lyst sted, hvor man har udsigt udover den lysegrønne Kongens Have, når man sidder ved deres hvide stofduge.
Jeg kom ikke tilfældigt forbi, jeg var der for at smage på nye marmelader fra Svansø. Marmeladerne er udviklet af Anne Hjernøe, de fire marmelader har en personlig reference for fru Hjernøe.
De sammensatte smage og ingredienser var på ingen måde tilfældige. Fru Hjernøe fortalte begejstret, hvordan hver af marmeladerne i smag og duft mindede hende om en sommereftermiddage eller familiemiddage. Denne personlige tilgang til smags
sammensætningerne har gjort, at disse marmelader kan noget ekstra.

Hindbærmarmelade med appelsin & fennikel”
Sådan ser den ud med en ret fin tegning
Jeg køber sjældent marmelade, men nogle af disse marmelader, kunne jeg faktisk godt være fristet til at købe. Specielt faldt jeg pladask for hindbærmarmeladen. Man tænker måske, at en hindbærmarmelade vel er en hindbærmarmelade, men ikke helt. Der kan være kæmpe forskelle, denne marmelade smager af hindbær med et tvist af appelsin og fennikelfrø. Appelsinen giver noget varme og fennikelen giver noget hmmm. Marmeladen er ikke bitter, som appelsinmarmelade kan være. Den er heller ikke meget lakridsagtig, som fennikel oftest er. Jeg har aldrig før smagt en sådan hindbærmarmelade.

En sød snack, kaffelatte med et tvist og på yoghurten
Kombinationen gør, at marmeladen glider let ned og bare er utrolig behagelig i munden. Jeg spiste sågar noget af den direkte fra glasset med teske i går. Den var en en god sød lille snack som kan anbefales.
Hvis man vil eksperimentere lidt med sin kaffelatte, så giv den lige 1-2 tsk. af denne marmelade. Så får kaffen et interessant og sødt tvist.
Jeg tog mig også lige en portion yoghurt med lidt af hindbærmarmeladen på toppen. Det var en skøn lille morgenmad. Dog skal yoghurten helst være ret syrlig og lidt fed, for at det fungere bedst. Jeg anvendte Knuthenlund Gods gedeyoghurt, for den er jeg svært glad for i øjeblikket.
Anne Hjernøe anbefaler, at man anvender marmeladen som toppen på en portion havregrød med kokos eller sammen med en god ost.

Marmeladerne fås i Føtex og Bilka fra mandag den 28. april og et glas koster knap en tyver. Det er en absolut overkommelig pris for et glas økologisk marmelade.

God fornøjelse med marmeladerne.

Eva-Andrea



onsdag den 23. april 2014

Prinsessebønner fra Frøsamlerne


-bønneprojekt afsnit 1
Jeg blev fornyeligt medlem af Frøsamlerne og tilmeldte mig i den forbindelse et spændende projekt om, at bevare og berede gamle bønne og ærte sorter. Det er et spændende projekt, derfor har jeg nu hoppet med på bønneprojekt-vognen, et lille stykke af min have er nu græsrods genbank og skal være med til at bevare nogle bønner. Jeg har fået tilsendt en portion "prinsessebønner". Det er en fin lille brun bønne, som egner sig til at tørre eller spise friske dog uden bælge. Derudover skulle de være gode at salte. Jeg har aldrig hørt om salte bønner før, men måske er det i år, jeg skal prøve at salte bønner.  
Halvdelen af min portion bønner er plantet i mit drivhus, så jeg kan fremme væksten. Den anden halvdel af bønnerne, skal plantes i jorden, når den er lidt varmere. 
Prinsessebønner skulle være gode i gryderetter, så det bliver det nok til senere på sæsonen. Hvordan de udvikler sig og hvad jeg anvender dem til, kan I følge med i her på bloggen. 

God fornøjelse med haveprojekterne.

Eva-Andrea

tirsdag den 22. april 2014

Beduinmiddag i ørkenmørke

-Bål og stjernehimmel
Tilberedning af mad i gløder og sand


Det lyder som et eventyr, men den er god nok. Beduinmiddag indbefatter lam stegt i en særlig grill faktisk et grilstativ, der er inde i en metal cylinder som er gravet en meter ned i sandet. På grill stativets nederste hylde ligger lammekøllerne skulder ved skulder, øverst ligger kartoflerne. Ved tilberedningen sænkes stakittet ned i metalcylinderen, hvor der forinden ligger et godt lag kul. Når stativet er hejst ned, lægges der låg på cylinderen og herefter dækkes den med et tæppe. Så skovles der sand på og så meget så det bliver en pyramide oven på. Sådanstår det i tre timer. Herefter skovles sandet bort, tæppet fjernes, så låget og den færdige steg m.m. kan hejses op. Kødet var meget mørt og lækkert, som smør. Salt bruger man faktisk ikke i maden her! Vil man have salt må man spise labneh, som er saltede oste, der minder lidt om

feta. Maden er mild i sma gen og der er mange grøntsager. I går var der ti slags tilbehør og brød til lammet. Der var labneh, som er en slags drænet yoghurt med lidt krydderidrys, hummus, baba ghanouj dvs. en dip af aubergine indmad m.m. (min favorit), kikærtersalat, bønnesalat af hvide og sorte bønner, blandet salat med hvidkål, tomat og agurk, rødkålsalat m.m. Brødet var khubez altså flade runde brød.Efter maden en kage med smag af appelsin, kokos og honning. Vi drak vand og sødet krydret te til maden. Teen er et kapitel for sig. Den er mørk og består et sort te samt en krydderblanding med timiannoter og noter i retning af parfume, dogsvagt -meget lækker smag. Dette skal man prøve. Maden smagte helt fantastisk, og sulten var stor efter en dag i ørkenen, der bl.a. indebar, at bestige et bjerg påbare tæer, og det var dækket af dybt sand. Wadi Rum er ikke alene naturreservat. I 1917 udsprang den arabiske revolution netop herfra, og ude i denne ørken er derhugget et billede af Lawrence og Arabia. Når man spiser i en ørken og ser på stjernehimlen oven over, så falder der en særlig rå over en. Man kan jo selv lave en grill magen til i Danmark nede ved stranden, det kræver blot en tegning og en god smed.

Fra jeres udsendte i Jordan.

mandag den 21. april 2014

Myntete og kolde myntedrinks

Myntete
En kold myntedrik
-Mynte i Jordan 
En kop te i varmen? Ja tak. En ydmyg cafe på en gammel strandpromenade. En kop posete samt to store kviste frisk mynte ned i det kogende vand og lidtsukker. Fem minutter senere havde vi en dejlig kop forfriskende te, og en flaske vand, som er obligatorisk i denne varme. Vandpibe er også en helt almindelig ordre på cafeen. Ikke kaffe eller te, bare en omgang vandpibe. Duften er rigtig god og aromatisk med noter af æble og lakrids. Mynte anvendes i en del drikkevare og retter. For et par dage siden fik jeg en frisk og kold myntedrik med lime og sukker. Den vil jeg gentage, til sommer hjemme i Danmark. Derfor vil jeg i gang med at dyrke min egen mynte i haven. 

Fra jeres udsendte i Jordan.

Arabisk morgenmad

Det er ikke hver dag man ser dette.
Masser af oliven og andet syltet
-et overflødighedshorn
Arabisk morgenmad på et godt hotel er et enormt udvalg. Udover alle de vestlige morgenmadsingredienser, - og de er der alle sammen inkl chokolade croissanten - er der Um Ali som er en egyptisk dessert. Der er oliven og mange oste, der er krydderier og en varmbønneret, der er mange frugter og grøntsager, deres

honning, som driver fra selve voksen...og så har jegglem det meste. Der er mange slags frisk juice. Der er også en frisk avis, for dem der kan læse arabisk.

Fra jeres udsendte i Jordan.

søndag den 20. april 2014

Nyttehaver i Jordan

- reportage fra Jordan
Myntehaverne

Ann er min mor. Hun holder påskeferie i Jordan, hvorfra hun sender blogindlæg om mad og have.  

Langs strandpromenaden i Aqaba, Jordan finde små bitte jordlodder, som dyrkes minutiøst. Det er mini køkkenhaver i det offentlige rum.
På lodderne dyrkes krydderurter, -ikke mindst mynte. Lodderne passes omhyggeligt og luges med håndkraft. Der er pigtråd som beskytter mod at urterne plukkes i utide.


Fra deres udsendte i Jordan.  


lørdag den 19. april 2014

Frodigt figentræ

- mange frugtknopper


Sidste år satte min far et figentræ et lunt og godt sted i haven. Træet er kun en meter høj, men spirer allerede på livet løs. Træet er kun blevet gødet en smule, som figentræer skal. De må ikke have en for frugtbar jord.

En del mennesker tror slet ikke, at figentræer kan vokse i Danmark, men det er nu ikke helt rigtigt. Det er et spørgsmål om sort, figentræer er ligesom æbletræer eller blommetræer der findes en del forskellige slags. Deres frugter ser forskellige ud, har forskellige farver og de forskellige sorter passer til forskellige klimaer. Den såkaldte ”bornholmerfigne”, kan sagtens vokse i Danmark. Når de først har fået fat, kan de også godt overleve en del frostgrader og frostskader.


Figentræet i mine forældres have har allerede sat mange frugtknopper. Der er omkring 50 stykker. Det er ret imponerende så tidligt, men vinteren har også været meget mild.

Jeg har læst på livet løs om figner og dyrkning af figentræer. Men der står ingen steder, at man skal tynde ud i frugterne. Så det burde ikke være nødvendigt, dog tænker jeg, at alle de figner overbelaster et lille træ på kun en meter. Så jeg overvejer, at luge lidt ud i frugtknopperne. Det er ganske normalt, at lue ud i f.eks. æbler på æbletræer. Så det må jeg undersøge nærmere. Hvis der er nogen med erfaringer med figentræet, som ved mere om dette emne, må de meget gerne skrive.


God fornøjelse med figentræer haverne.




Eva-Andrea