lørdag den 20. februar 2016

"Banana bread" til vinterferien

-sødt men sundt

For mange er det enten den sidste eller første weekend i vinterferien. Så det kunne være man havde lyst og overskud til at bage. Dette er en kage næsten uden fedt og uden sukker. Man får til gengæld brugt de brune bananer og de triste melede æbler i frugtskålen. Det er altså en kage, som også kan forbygge madspild i frugtskålen. Det er jo fedt. Jeg synes, at der er en dobbelt glæde ved, at spise en ret og samtidig vide, at man fik spist nogle råvarer, som ellers var røget i skraldspanden dagen efter. Overmodne bananaer er jo i virkeligheden et luksus produkt, som tager tid at lave. Bananerne skal ligge længe før de udvikler så meget frugtsukker og blødhed, at de er næsten er umulige at spise. De er så søde, at det nærmest hviner i tænderne. Men de overmodne bananer er fabelagtige i bagværk.

Opskrift på sundt banana bread

4 meget modne bananer
3 æbler
3-4 mellemstore æg
80-100 gram hvedemel(gerne økologisk fra f.eks. Grøn Balance)
3 tsk. flydende stevia eller lignede
2 spsk. nøddeolie(enten valnøddeolie eller hasselnøddeolie eller kokosolie)
4 store spsk. græsk yogurt 2 %
3-4 spsk. chiafrø(kan undlades)
50-100 gram mandler(kan undlades eller skiftes ud med f.eks. valnødder)
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. fint salt
evt. 1 tsk. kardemomme
smør til formen

Mos bananerne og skær æblerne i tern. Bland alle ingredienserne. Det skal blive en flydende blanding, som dej til amerikanske pandekager. Det kan virke som mange æblestykker, men når kagen er bagt, giver de en god fugt og struktur til kagen.

Smør enten en stor form eller flere små med smør og bag bananbrødet 30-40 minutter ved 150 grader. Nu mindre forme, nu kortere tid skal de have.
Man kan drysse sesamfrø eller andre frø eller kerner på toppen.
Jeg anvender oftest økologisk mel, og ofte er det fra Grøn Balance, for de producere god mel og deres varer sælges til rimelige priser i forhold til andre økologiske mærker.

God fornøjelse med bananbrødet

Eva-Andrea, madglad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar